-
Ulrik Bie: En forsplidt chance for at fremtidssikre Danmark
Источник: BDK Finans / 14 авг 2024 03:36:30 America/Chicago
Da SVM-regeringen så dagens lys i december 2022, gik bølgerne højt her på Berlingske. En regering født i synd. Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne fortsætte på posten og slap for en minkundersøgelse. Mange havde svært ved at få vejret. Jeg printede regeringsprogrammets 63 sider ud og gik i gang med at læse. Det var en regering, som lovede at fremtidssikre Danmark. Og træffe hårde og upopulære beslutninger, hvis det var nødvendigt. Det, syntes jeg, var et projekt, som var værd at prøve af. Det var store ord, som de tre partier skrev ind i dokumentet: »Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os. Vi danner regering sammen, fordi vi er enige om, at vores land har behov for, at der i denne valgperiode tages fat på de substantielle udfordringer, vi står over for – og at vi sammen kan gennemføre egentlige løsninger.« Det er værd at gentage de ord, når nu statsministeren har åbnet ballet for en kamp om danskernes tilbagetrækningsalder. Det er ikke selve indholdet i Mette Frederiksens udmelding, der er et problem, men måden, det bliver fremført på. Og den Pandoras æske, som statsministeren nu åbner for. For det rumler og bobler på det danske arbejdsmarked. Nogle af os har sparet så meget op, at vi selv kan bestemme vores tilbagetrækning. Coronatiden har givet nye overvejelser om, hvad der er livskvalitet. Unge vælger i dag at holde sabbatår i lange baner, måske også båret af bevidstheden om, at man skal arbejde i mere end 50 år. Så langt et arbejdsliv kræver en helt anden og mere fleksibel indretning af samfundet, end vi har i dag. Hvis regeringen samlet var gået ud med et ønske om at lave justeringer, der også havde haft en mere holistisk og fleksibel tilgang til arbejdslivet og tilknytningen til arbejdsmarkedet, er det noget, der er økonomisk plads til. Og som kunne have bidraget til at fremtidssikre Danmark. Men så havde Mette Frederiksen ikke opnået målet om en skarpere social profil. Venstres økonomiminister, Stephanie Lose, har fat i den lange ende, når hun foreslår at se på hele arbejdslivet. Ikke kun tilbagetrækning. Hvad mener Mette Frederiksen egentlig? Forlig af denne størrelse vil blive indgået hen over midten, så Venstre og Konservative skal nok sikre ansvarligheden i en genforhandling. Men udmeldingen sætter espørgsmålstegn ved, om man kan stole på, at Socialdemokratiet vil føre en ansvarlig og holdbar finanspolitik mere generelt, når der næste gang kommer en socialistisk regering. Det er synd. For Socialdemokratiet har været en bærende kraft i genopretningen af dansk økonomi siden begyndelsen af 1990erne. Derfor er det også kortsigtet at slå hul på troværdigheden på denne måde. Udmeldingen om at sende tusindvis af arbejdsduelige danskere på passiv offentlig forsørgelse ude i fremtiden ved at lempe på indekseringen af pensionsalderen er bizar, når man tænker på al den politiske smerte, som regeringen påførte sig selv ved at afskaffe store bededag. Jeg støttede dengang forslaget om at afskaffe store bededag. Men der er fortsat uenighed om, hvorvidt det overhovedet vil øge arbejdsudbuddet. Det er endnu mere bizart, når man tænker på, at selve opfindelsen af Arne-pensionen blev begrundet med den stigende pensionsalder. Som justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde til Berlingske i maj: »Vores langsigtede økonomiske holdbarhed handler om, at vi hæver pensionsalderen. Men hvis vi gør det uden at tage højde for den store ulighed i vores arbejdsliv, så vil befolkningens opbakning smuldre.« Det bliver dybt bizart, når man tænker på, hvordan socialdemokraterne med chefideolog Kaare Dybvad og statsministeren selv i spidsen har jagtet alle dem, der overvejer turen i hamsterhjulet. Samfundsnassere hele bundet, hvis man overvejer at bruge sine egne penge på at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet eller flytte til Ærø. Og en røffel til alle dem, der henter deres børn i daginstitution i god tid inden lukketid. Og hvad med statsministeren selv? »Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner, glem det,« sagde Mette Frederiksen (S) i en samtale med Børsen for ikke så længe siden. Det var dengang, Mette Frederiksen talte om, at de arbejder uafbrudt på de russiske fabrikker. For få måneder siden. Mette Frederiksen ved man ikke, hvor man har. Far er skuffet Jeg er mest af alt skuffet over statsministerens måde at starte en nødvendig debat på. Der er nok mange af mine kolleger, der har et »hvad sagde jeg«-øjeblik. Det skal de have lov til. Men jeg synes, at det er trist. Arne-pensionen var leflen for udvalgte vælgergrupper op til valget i 2019. Lønløft til udvalgte grupper af offentlige ansatte var det samme op til valget i 2022. SVM-regeringen lovede faktisk at stramme op i ordningerne for tidlig tilbagetrækning, men opgav, fordi det var for betændt. Lønløftet kan meget vel have smadret aftalemodellen for den offentlige sektor, for alle ved nu, at man kan få mere i posen, hvis man smider sig på gulvet som et femårigt barn. Mette Frederiksens udmelding åbner samtidig en ladeport for overbudspolitik på venstrefløjen. Alle mulige og ikke mindst umulige forslag om at arbejde mindre fyger allerede rundt. Og når statsministeren nu åbner døren til den inderste helligdom, så vil det vælte ud med nye og dyre tiltag. Hvorfor ikke stoppe allerede nu? Hvorfor ikke lave endnu flere undtagelser for nøje udvalgte grupper? Hvorfor ikke indføre firedages arbejdsuge? Fagbevægelsen står også klar med nye og dyre ønsker om endnu mere tidlig tilbagetrækning. Det er præcis det modsatte af, hvad dansk økonomi har brug for. Skrækeksemplet på, hvor den proces kan bevæge sig hen, er naturligvis Frankrig, hvor det yderste højre og det yderste venstre er enige om at rulle præsident Emmanuel Macrons ret begrænsede pensionsreformer tilbage. Konturerne tegner sig allerede i de første politiske udmeldinger. Desuden bryder det med statsministerens eget princip. Det er ikke mere end præcis et år siden, at regeringen indførte »en ny valuta« i dansk politik. At man skulle fremvise finansiering, når man kom med forslag, som koster. Det var fornuftigt og ansvarligt. Men åbenbart ikke længere. Det gik lige så godt Samtidig ødelægger udmeldingen indtrykket af en regering, der endelig var begyndt at komme med præcis de udspil, som skal fremtidssikre Danmark. Regeringen kom før sommerferien med, hvad der må betegnes som Venstres kronjuveler i regeringssamarbejdet. Erhvervspakke. Iværksætterpakke. Den grønne pakke. Oven i de allerede vedtagne skattelettelser. Ikke mindst den grønne pakke er en politisk genistreg og sætter en tyk streg under, hvorfor Venstres deltagelse i regeringen var det rigtige. For uden en SVM-regering havde det røde flertal gennemført en høj CO2-afgift på landbruget og dermed smadret erhvervet. Mens Inger Støjberg (DD) råber fra sidelinjen, har Venstre vist, at det er borgerlige stemmer, der arbejder. Lad os få vedtaget sommerens pakker. Og så er det måske ikke usundt med en seriøs valgkamp om, hvem der er bedst til at sikre, at der også om mange år er råd til en veludbygget dansk velfærdsstat. Venstre kan egentlig bare klamre sig til regeringsprogrammet. For det er fortsat et visionært dokument, der handler om at fremtidssikre Danmark. Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/ulrik-bie-en-forsplidt-chance-for-at-fremtidssikre-danmark